Den vellykkede konsultation

De fleste har prøvet det: Man har ventet på en tid ved lægen, og nu hvor man endelig har en tid, så har de drøn-travlt, og man får måske ikke spurgt om det der i virkeligheden var vigtigt. Det er ærgerligt som patient, for det kan gøre at man måske ikke føler sig ordentligt hjulpet. Og det er ærgerligt som læge, fordi man ofte får mere svært ved “at sætte brikkerne sammen” i det puslespil, som behandling af en eller flere sygdomme ofte kan være.

 

Det er jo ikke unormalt at der både er ventetid og travlhed. Det er et vilkår som praktiserende læge. Giver man alle patienter mere tid i konsultationen, så bliver ventetiden på en aftale længere, både på kort og lang sigt. Giver man for lidt tid, løses problemet måske ikke ordentligt og der er behov for flere aftaler, og der skal “samles op” hver gang.

Det kan derfor ikke undgås, at nogle vil føle, at der er en tidsmæssig begrænsning for, hvor længe konsultationen vil vare, og at man måske havde ønsket sig lidt bedre taletid. Det er slutteligt en balanceakt, når flest muligt skal ses.

 

Vores erfaring er dog, at rigtig mange problemstillinger kan drøftes grundigt, hvis man bevarer en vis struktur i samtalen – både som læge og som patient. Det er en rigtig god idé at forberede sig besøg ved lægen, allerede inden tiden bestilles.

Gør dig selv klart, hvad du ønsker at drøfte, og meddel dette ved tidsbestillingen. På den måde sikrer man, at der kan afsættes den tid, som man forventer at måtte få behov for.

 

Når du sidder i konsultationen er det gavnligt at holde sig til sagen, som man ønsker drøftet – eller i al fald med det samme at meddele lægen, hvis årsagen til henvendelsen har ændret sig, fordi et andet problem er blevet mere presserende. på den måde kan man disponere tiden bedst muligt.

 

En af de største “farer” for at en konsultation “løber løbsk” og man risikerer halve svar og ufuldstændige løsninger er den medbragte liste med emner, man også gerne lige vil nå at drøfte “nu man alligevel er her”.

De enkelte problemer løses meget bedre, hvis de løses hver for sig og der er ro til at arbejde grundigt med det enkelte problem. Det betyder IKKE at det er FORBUDT at have flere problemer eller spørgsmål, men respektér hvis lægen skønner, at det ikke altsammen kan nåes i en og samme seance. Få hellere kontaktet lægen når spørgsmålet trænger sig på, og undgå at “samle til bunke”. Det gavner kvaliteten og i sidste ende patientens tilfredshed og helbred.

 

Hvis man har behov for medicinbestilling når man er i klinikken og skal til læge, kan det ofte lade sig gøre allerede ved skranken, mens du venter på lægen. På den måde skal patienten ikke korte sin snak med lægen af for at nå at bestille medicin også.

 

Husk endeligt på, at der udover den traditionelle konsultation i klinikken findes forskellige konsultationsformer, fx

-Telefonkonsultationen til de korte spørgsmål eller bestilling af tider ved akut sygdom

-E-konsultation via hjemmesiden www.74721138.dk hvor spørgsmål og prøvesvar kan drøftes eller aftales.

-Medicinbestilling via Sundhed.dk eller app´en “Medicinkortet”